R2-D2 (Artoo-Detoo)

Interessant at stifte bekendtskab med Arto. Et hidtil ukendt univers for mig (selvom jeg er så ung ;-)

Når jeg hører Arto omtalt, tænker jeg desværre pr automatik på pædofilisager - og det er der nok mange voksne der gør. Derfor rigtig fint med de gode råd Arto giver til forældre (nederst på siden), synes jeg. Forbyd ikke børnene adgang til Arto, men snak med dem om deres brug af sitet!

Mit første møde med Arto var netop en række letpåklædte piger, der gjorde sig til foran kameraet øverst på siden. Det overraskede mig, må jeg sige. Men ser man det med børn og unges øjne, er det jo slet ikke så slemt. De fokuserer på noget helt andet. Og sitet er IKKE for voksne, men for de unge! - Jeg tænker dog at man i det mindste kunne undlade den slags billeder på selve forsiden. Og som førstehåndsindtryk må jeg indrømme, at jeg ikke kunne forestille mig at det var et forum for min 12-årige søn eller datter - hvis jeg havde en. Surfer man lidt rundt, er der dog ingen tvivl om, at der er masser af sjov og ballade for børnene.

Hvorfor hedder det mon Arto? Kunne ikke finde en forklaring på sitet.
Jeg kommer til at tænke på ”R2-D2”, robotten fra Star Wars. Der er naturligvis ingen sammenhæng overhovedet. Det var bare ordspillet. Men,… Der er noget science fiction over Arto. Da vi var børn kunne vi kun drømme om de kommunikationsformer vi har i dag. To konservesdåser med en snor imellem fra det ene hus til det andet, det var sager! (Virkede det overhovedet?). Walkie talkier, der rakte helt op til 100 meter. Wow! Og kom der et fremmed signal indover linien, så var det bare vildt spændende!

I dag kommer der fremmede signaler indover hele tiden. Arto er ikke kun et kommunikationsforum for venner og veninder, men også til at skabe nye bekendtskaber. SLARAFFENLAND!!! tænker jeg bare. - Og alligevel ikke. For når jeg ser tilbage på min barndom/ungdom, så havde jeg da slet ikke tid til at skulle sidde stille foran en skærm. Havde jeg gjort det, var der så meget andet jeg ikke ville have oplevet.

Men jeg kan forestille mig, at Arto er et rigtig godt værktøj. F.eks. for ”stille eksistenser”. Her føler man sig nok ikke genert på samme måde - eller ensom som man måske gør i den virkelige verden. Hov! Hvad skrev jeg der? Arto er selvfølgelig også den virkelige verden, men en smule virtual society er der nu over det; og jeg tror man skal passe på ikke at ende med at leve gennem skærmen og glemme den virkelige verden. Et godt socialt netværk i den virtuelle verden erstatter ikke samvær med andre i ”den virkelige verden”!

Jeg kender desværre ingen børn, der bruger Arto. Det kunne ellers være spændende at høre deres oplevelse af det. Tror dog jeg kan tænke mig til, hvordan det må være, da jeg selv er (lidt for flittig) bruger af Facebook.

Mit indtryk af Arto: Fascinerende og skræmmende!
Arto er et godt springbræt til at opnå nye bekendtskaber. Og et sjovt værktøj til at vedligeholde venskaber.
”Godt tidsfordriv”, siger en af vores bogopsættere, der tidligere har været på Arto.

Med ”skræmmende” mener jeg egentlig ikke bare Arto, men hele dette boom af kommunikationsformer der gør, at vi bliver bombarderet konstant. Vi skal multitaske og det forventes at man er ”på” hele tiden. Bare de få år jeg har levet i ”den verden” har givet mig stress og hukommelsestab ;-) Hvordan skal det så ikke gå de børn, der vokser op med det fra start. Kan vores hoveder rumme alle de input eller springer vi i luften på et tidspunkt? Nej, morgendagens børn bliver garanteret lynende intelligente. Jeg er nok bare at sammenligne med en gammel computer, der ikke kan kapere det nyudviklede software.